PROJEKTER & SAMARBEJDER

Alle kan være med til at udfolde En drøm om i morgen.

Vi tror på, at vi skaber de mest bæredygtige løsninger ved at involvere beboerne i udviklingen af Taastrupgaard. Beboerne kan bidrage med værdifulde perspektiver og med at udvikle fællesskaber, der matcher deres behov og ønsker. Jo mere lokalt ejerskab, jo bedre. 

Vi inviterer også kunstnere, virksomheder, kulturaktører, institutioner, forskere og borgere i Taastrup til at deltage i udviklingen af Taastrupgaard. Lige nu samarbejder vi med kunstner og arkitekt Gitte Juul, kunstnergruppen SUPERFLEX, AKB Taastrup, KAB, Høje-Taastrup Kommune, Nationalmuseet, Høje-Taastrups billedskole, Kroppedal Museum, Somewhere og Seriously Fun.

Tidligere har kunstfotograf Fryd Frydendahl, performancekunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen og billedkunstner Kerstin Bergendal bidraget. Du kan læse mere her på siden, hvor vi præsenterer små og store samarbejder.

Vil du være med til at skabe et bæredygtigt, levende og inspirerende miljø i Taastrupgaard? Kontakt os her.

KYSSET | 2020-2023

I 2020-2023 udvikler AKB Taastrupgaard tre kunstprojekter sammen med kunstnere og beboerne i det involverende kunst- og kulturprojekt Kysset. Intentionen er at udvikle bæredygtige fællesskaber blandt beboere i Taastrupgaard og projekter, der kan få langvarig betydning i området og som inviterer interesserede indenfor. De to første bliver Tingstedet af arkitekt Gitte Juul og Interspecies Living af kunstnergruppen SUPERFLEX. Tredje og sidste bliver en workshoprække af kunstnerne Ekkoflok og Svend Sømod.

Projektet bliver udviklet af det boligsociale team i Taastrupgaard sammen med Høje-Taastrup Billedskole, Taastrup Teater & Musikhus, Høje-Taastrup Kommune, Nationalmuseet, Arkitektskolen Aarhus, University of Berkeley, Empathic Environments v. Stenka Hellfach og Tyra Dokkedahl. Kysset er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen.

DET SAMSKABENDE MUSEUM | 2022-2023

Projektet tager afsæt i escape rooms som hovedgreb til at involvere og engagere unge mellem 15-25 år. Første escape room er blevet bygget i Taastrupgaard og havde åbningsdag til Taastrupgaard Bylivsfestival 8. oktober. Escape room’et hedder ‘Guldet i Hakkemosen’, hvor deltagerne skal løse et mysterium, der bygger på historiske fortællinger om fire unge, som har levet på egnen de sidste 400 år. De unge møder på den måde den lokale kulturhistorie på en helt ny måde.

Projektet ledes af antropolog Mikkel Heller fra Nationalmuseet, og udføres i tæt samarbejde med de boligsociale teams i Taastrupgaard, Gadehavegård og Charlottekvarteret. Projektet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen.

I perioden april 2022 til juni 2023 undersøger og eksperimenterer Nationalmuseets forskningscenter for Sociale Bymodeller (SUMO) og Kroppedal Museum med, hvad der skal til for at øge unges interesse for og brug af museernes formidlingsaktiviteter samt øvrige tilbud. Det sker i forsknings- og formidlingsprojektet 'Det samskabende museum' med unge fra tre forskellige boligområder i Høje Taastrup.


Til åbningen af Det samskabende museums første escape room for unge ‘Guldet i Hakkemosen’. Foto: Luna Stage

 

HISTORIEVÆRKSTEDET | 2021

I efteråret 2021 åbner Kroppedal Museum et midlertidigt historieværksted i Taastrupgaard. Her kan skoleelever og børnefamilier opleve Vestegnens historie.

Det sker gennem møder med fire unge fra hver forskellige perioder i Vestegnens historie. Unge, hvis liv fortæller om de forandringer, der er sket i området i de sidste 3-400 år. I den forbindelse kan unge og ældre røre og udforske genstande og billeder fra de perioder, hver af de unge levede i.

Læs mere på Kroppedal Museums hjemmeside.

KUNST- OG KULTURSTRATEGI FOR KULTURKVARTERET I TAASTRUP | 2020-2021

I foråret 2021 vedtog AKB Taastrupgaard og Høje-Taastrup Byråd en kunst- og kulturstrategi for Kulturkvarteret i Taastrup.

Kunst- og kulturstrategien udstikker en vision for Kulturkvarteret, tre principper for, hvordan de mange aktører kan arbejde med at udvikle Kulturkvarteret, og indeholder et inspirationskatalog til mulige kunstprojekter og kulturaktiviteter i bydelen.

Strategien viser en række muligheder for samarbejder om kunst og kultur på tværs af kommunen, boligselskabet, developere, professionelle kunstnere, frivillige kulturaktører, det private erhvervsliv og borgere i udviklingen af Kulturkvarteret.

Kunstfotograf Fryd Frydendahl, billedkunstner Kerstin Bergendahl og performancekunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen, har bidraget og udviklet forskellige kunstprojekter, som led i udviklingen af de tre principper.

Strategien er blevet til med rådgivning fra Empathic Environments v. Stenka Hellfach og Tyra Dokkedahl, og er støttet af Kulturelt Samråd i Høje-Taastrup Kommune og Statens Kunstfond.

 

I efteråret 2020 udstillede kunstfotograf Fryd Frydendahl det stedsspecifikke kunstprojekt TÆPPER, som var det første kunstprojekt i Taastrupgaard. Foto: Fryd Frydendahl