FORANDRINGER I TAASTRUPGAARD

Taastrupgaard står over for en radikal fysisk omdannelse, der skal skabe social forandring. Frem mod 2030 bliver boligområdet transformeret og integreret i den nye bydel Kulturkvarteret i Taastrup

Frem mod 2030 bliver det almene boligområde Taastrupgaard udviklet som en konsekvens af en række politiske beslutninger truffet af boligafdelingen AKB Taastrupgaard, Høje-Taastrup Byråd og Folketinget.

I 2016 besluttede et flertal af beboerne i Taastrupgaard at rive 188 boliger ned for at give plads til Høje-Taastrup Kommunes satsning — et Børne- & kulturhus, der bliver bygget midt i Taastrupgaard. Børne- og kulturhuset er en del af kommunens strategi for udsatte boligområder, hvor Taastrupgaard og området omkring skal have en kulturprofil.

To år efter, i 2018, vedtog et flertal i Folketinget parallelsamfundspakken. For Taastrupgaard betyder det, at der bliver revet flere boligblokke ned, at KAB opfører nye boliger og de tilbageværende ca. 650 boliger bliver totalrenoveret. Øst for Taastrupgaard opfører en privat byudvikler et område med private boliger. De tiltag skal sikre, at den samlede andel af almene familieboliger maksimalt bliver 40%, og at Taastrupgaard lever op til kravene i ghettoloven.

AKB Taastrupgaard, boligselskabet AKB Taastrup, KAB og Høje-Taastrup Kommune gennemfører udviklingsplanerne i et tæt samarbejde. Ingeniørfirmaet Wissenberg og tegnestuen Vandkunsten udarbejder den fysiske helhedsplan for Taastrupgaard, der er støttet af Landsbyggefonden.

De mange forandringer skal skabe et levende boligområde med forskellige typer boliger og gode muligheder for at skabe fællesskaber. Samtidig bliver Taastrupgaard en del af det nye Kulturkvarter i Taastrup.

Taastrupgaard bliver omdannet til tre mindre kvarterer med hver sin identitet. På visualiseringen ses haveboliger i Havekvarteret. Visualisering: Tegnestuen Vandkunsten A/S.

Tre kvarterer med unikke boliger

Taastrupgaard bliver opdelt i tre mindre kvarterer, der får hver deres identitet. Intentionen er at gøre op med den ensartede arkitektur, og derfor får boligblokkene i Skovkvarteret, Bykvarteret og Havekvarteret forskellige facader, pladser og beplantning.

Vi vil også styrke naboskabet i de tre kvarterer og fællesskabet i Taastrupgaard. Derfor opretter AKB Taastrupgaard gårdlaug i hvert kvarter og laver fælles uderum med legepladser, opholdsrum og grønne stiforløb. Desuden opfører KAB et nyt kvartershus til beboerne.

Alle boligblokke bliver ombygget, så de får varierende højder og flere forskellige boligtyper – for eksempel tagboliger og drive-in boliger. KAB opfører også 40 ældreboliger og 20 ungdomsboliger. Desuden arbejder AKB Taastrupgaard for at tiltrække erhverv og socioøkonomiske virksomheder, der kan tilføre området liv.

Taastrupgaard skal sammen med det private boligområde Selsmosekvarteret blive et nyt Kulturkvarter i Taastrup. Grafik: Tyra Dokkedahl

Kulturkvarteret i Taastrup

Taastrupgaard og området omkring Selsmosen skal blive til et Kulturkvarter i Taastrup. Her skal lokale kulturinsitutioner, foreninger og borgere i hele kommunen kunne skabe, deltage i og opleve kunst og kultur af høj kvalitet.

Børne- & kulturhuset bliver et fyrtårn for kvarteret. Det skal rumme folkeskole, daginstitutioner samt kommunens musik-, drama- og billedskole, og dermed samle børn fra hele Høje-Taastrup Kommune.

I fremtiden vil et gennemgående strøg, Kulturstrøget, binde Taastrupgaard sammen med det private boligområde og lede op til Taastrup Station. Langs strøget ligger kvartershuset, Børne- & Kulturhuset og Taastrup Teater & Musikhus som samlingspunkter for Kulturkvarterets beboere og synlige markører for besøgende.

Derudover kan borgere, foreninger og institutioner byde ind med små og store kunst- og kulturprojekter. En drøm om i morgen er AKB Taastrupgaards kulturelle bidrag.