KUNST I BYUDVIKLING

SEMINAR | 12. OKTOBER 2021

Hvordan kan vi inddrage kunst meningsfuldt, når vi udvikler byer? Og hvordan kan den viden, de indsigter og fællesskaber, vi opnår i kunstprojekter blive en del af den fysiske udvikling?

De spørgsmål sætter vi under lup i seminaret Kunst i byudvikling, der foregår i Taastrupgaard. To kunstprojekter er afsæt for en tværfaglig samtale om, hvad kunst kan bidrage til i udvikling af byer og byrum og hvordan midlertidige kunstprojekter kan få langvarig indvirkning i det byggede miljø.

I Taastrupgaard udvikler billedkunstner og arkitekt Gitte Juul og brugerne af Det Grønne Hjørne et midlertidigt kunst- og arkitekturprojekt, Tingstedet. På seminaret samtaler Gitte Juul, arkitekt Søren Nielsen og boligsocial leder Katrine Winther om, hvordan kunsten kan inspirere og engagere beboere og brugere i byudviklingen - og om hvordan erfaringer og viden fra kunstprojektet kan forankres i og få langvarig indvirkning på den fysiske udvikling af Taastrupgaard og Kulturkvarteret i Taastrup.

I Områdefornyelse Nordvest arbejder billedkunstner Kerstin Bergendal med at registrere og kortlægge byparken Grønningens betydning for områdets beboere. Sideløbende arbejder SLA Landskab med at skybrudssikre Grønningen, og intentionen er at kunstprojektet spiller ind i den fysiske planlægning af parken. Bergendal har arbejdet tæt sammen med områdefornyelsen om at tilrettelægge samarbejdet mellem kunstner og rådgivere i klimasikringsprojektet i Grønningen. 

Seminaret er en del af FORUM for kunst, arkitektur, byudvikling og landskab, der sætter fokus på tværfaglige samarbejder omkring kunst i det byggede miljø. 

Arkitekt og kunstner Gitte Juul og brugerne af Det Grønne Hjørne udvikler kunstprojektet Tingstedet i Taastrupgaard. Foto: Tyra Dokkedahl

Ny spilleplan for Grønningen. Kerstin Bergendal, Apropos En Eng, 2019-2024. Foto: Kerstin Bergendal / Dronefoto: Gamma Film

PROGRAM

15.00–15.15: VELKOMMEN
Kunsthistoriker Stenka Hellfach, Somewhere, arkitekt og journalist Tyra Dokkedahl, Seriously Fun, Nis Rømer, billedkunstner og formand for Billedkunstnernes Forbund

15.15–16.00: KUNST I TAASTRUPGAARD
Boligsocial leder Katrine Winther, AKB Taastrupgaard, kunstner og arkitekt Gitte Juul og arkitekt og partner Søren Nielsen, Vandkunsten

16.00-16.05: PAUSE

16.05 -16.45: GRØNNINGEN, OMRÅDEFORNYELSE NORDVEST
Billedkunstner Kerstin Bergendal, landskabsarkitekt Marie Damsgaard, SLA Landskab og projektleder Ann Lilja, Københavns Kommune

16.45–17.15: SAMTALE
Oplægsholdere og tilhørere 

17.15-17.30: AFSLUTNING & MINGLING

event-1920w1005h-rh-01.jpg

Om FORUM

FORUM for kunst, arkitektur, landskab og byudvikling er et initiativ udviklet af kunsthistoriker Stenka Hellfach, Somewhere, og arkitekt og journalist Tyra Dokkedahl, Seriously Fun. De samarbejder i flere projekter, hvor de rådgiver bygherrer og kommuner om udvikling og realisering af kunstprojekter i bygninger, byer og landskaber.

Intentionen er at afdække interessen for et tværfagligt netværk og behovet for at igangsætte initiativer for at styrke tværfaglige samarbejder om kunstneriske projekter i det byggede miljø. 

Målgruppen for de tre arrangementer er kunstnere, arkitekter, landskabsarkitekter, byudviklere og bygherrer, der ønsker at dele viden og erfaringer, danne relationer på tværs af fag/roller og at kvalificere arbejdet med kunst i det byggede miljø. Det sker i tre arrangementer i efteråret 2021.

FORUM for kunst, arkitektur, landskab og byudvikling bliver afholdt i samarbejde med AKB Taastrupgaard, Danmarks Tekniske Universitet, Billedkunstnernes Forbund og Arkitektforeningen og er støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst og Dreyers Fond.