“Vi vil gerne vise og fortælle om de mange muligheder, som vi, der bor og arbejder her, oplever Taastrupgaard har at byde på, blandt andet et godt børne- og ungeliv”

— Katrine Winther, boligsocial leder i Taastrupgaard

BYLIVSFESTIVAL
8. OKTOBER 2022

LEGEPLADSEN: PROGRAM

På scenen LEGEPLADSEN har vi fokus på leg, læring og det gode børne- og ungeliv. Her kan du bl.a. møde Nationalmuseet, kunstnergruppen SUPERFLEX og Copenhagen Panna House. På LEGEPLADSEN finder du lyserøde fiskeboliger, cirkusforestilling og børneaktiviteter, pannabane og DJ og genbrugs- og samskabelsesworkshops for hele familien.

Lokation: Pladsen ved Taastrupgaardsvej 45

Mad og drikke: Candyfloss, slush ice og popcorn

CIRKUS, FISKEBOLIGER OG ESCAPE ROOM

10.00-11.00: Leg og ansigtsmaling med Lån & Leg (FOR BØRN)

Det lokale børnetilbud Lån & Leg kickstarter dagen med leg og ansigtsmaling.

Lokation: LEGEPLADSEN-teltet

10.00-14.00: Børnebiblioteket (FOR BØRN / DROP IN)

I børnebiblioteket finder du bøger for de helt små og lidt større. Læs en bog sammen med dine børn eller vær med til en højtlæsning i løbet af dagen.

Lokation: LEGEPLADSEN-teltet

11.00-12.00: Cirkusforestilling med Cirkus Panik! (FOR ALLE)

Cirkusforestillingen med Cirkus Panik! byder på enestående artisteri, humørfyldt klovneri og fortryllende magi, afsluttet med et kæmpe ildshow.

Lokation: LEGEPLADSEN-teltet

12.15-12.30: Kunstnergruppen SUPERFLEX x Ole Rømer Skolen - officiel åbning af udstilling (FOR ALLE)

Hvordan kan vi genbruge beton fra Taastrupgaard til at bygge levesteder for andre arter? SUPERFLEX skaber sammen med 8. klasses elever på Ole Rømer skolen et kunstværk for mennesker, der samtidig kan blive et hjem for fisk og andre havdyr i fremtiden. Kom til den officielle åbning af udstillingen og mød kunstnerne bag, se byggestenene til det nye kunstværk og lær hvorfor fiskeboliger skal være lyserøde. Læs mere her.

Lokation: Værksted og udstillingsrum, Taastrupgårdsvej 51

12.30-15.00: Kunstnergruppen SUPERFLEX x Ole Rømer Skole - Åben udstilling og rundvisninger (FOR ALLE)

Lyserøde fiskeboliger af Taastrupgaards nedrevne beton? I værksted og udstillingsrummet kan du blive klogere på SUPERFLEX’ vision Interspecies Assembly og tankerne bag kunstprojektet i Taastrupgaard. Eleverne fra Ole Rømer skolen viser rundt i udstillingen. Læs mere her.

Lokation: Værksted og udstillingsrum, Taastrupgårdsvej 51

12.30-17.00: Escape room med Nationalmuseet og Kroppedal museum (FOR UNGE / DROP IN)

Et mystisk brev i kodeskrift sender deltagerne på en udfordrende tidsrejse gennem Vestegnens fortid, med hjælp fra de fire unge Sara, Harald, Karen og Bjarne, som har boet i lokalområdet de sidste 3-400 år. Aktiviteten er en del af projektet Det Samskabende Museum ved Nationalmuseet og Kroppedal museum.

Lokation: Taastrupgaardsvej 45

13.00-17.00: “FællesSkabet”. Projekt om fællesskaber og genbrug udviklet af Nationalmuseet (FOR ALLE / DROP IN)

I to tidligere affaldsøer har Nationalmuseet bygget et nyt mødested: Genbrugskollektivet. Her kan du opleve den fælles beboerudstilling "FællesSkabet" med fortællinger om genstande, minder, fællesskaber, venskaber og oplevelser af at leve og bo i Taastrupgaard. Måske kan nogle af fortællingerne genbruges?

Lokation: Mellem Taastrupgårdsvej 45 - 51

RUNDVISNING, DJ OG GADEBOLD

14.00-15.00: Fortælling om det nye Børne- og Kulturhus (FOR ALLE)

Taastrups nye Børne- og Kulturhus åbner efter planen i januar 2023. Kom forbi LEGEPLADSEN-teltet og hør en af kulturlederne fortælle om, hvad huset kommer til at tilbyde borgerne i Taastrup.

Mødested: LEGEPLADSEN-teltet

14.00-15.00: De unges Taastrupgaard (FOR UNGE)

De voksne bygger om, laver aktiviteter og driver institutioner - også for det skal være godt for unge at bo og leve i Taastrupgaard. Men hvordan oplever de unge selv at være i Taastrupgaard og hvad er vigtigt for dem? Vi laver talebobler med de unges meninger om Taastrupgaard og giver dem videre til kommunen og boligselskabet. Unge mellem 15-25 år kan efter Bylivsfestivalen søge penge til konkrete initiativer af og for unge.

Lokation: Pannabanen ved LEGEPLADSEN

14.00-15.00: DJ og Panna (FOR UNGE)

Ungdomsklubben hoster et event for de unge. Kom og prøv panna - gadefodbold - mens DJ’en spiller op. Vi varmer op til Panna turneringen med Copenhagen Panna House.

Lokation: Pannabanen ved LEGEPLADSEN

15.00-17.00: Panna show og turnering med Copenhagen Panna House (FOR UNGE)

En bold, to mand og tre minutter. Målet er at score flest mål på de tre minutter. Hvis du får bolden igennem benene på din modstander, så er kampen vundet. Panna handler om udtrykkelse igennem vilde tricks, kreativ udfoldelse og gensidig respekt. Se de professionelle fra Panna House vise vilde tricks og deltag i panna turneringen.

Lokation: Pannabanen ved LEGEPLADSEN

16.00-17.00: Legeboblen med Trille & Tumle (FOR BØRN)

Kultur og Fritid og TG80 åbner op for Legeboblen. Børn kan prøve alt det sjove legetøj og møde giraffen og pingvinen, Trille og Tumle.

Lokation: LEGEPLADSEN-teltet