Genbrugskollektivet
Genbrugskollektivet er et forskningsprojekt, hvor forskere fra Center for Sociale Bymodeller, Nationalmuseet, i samarbejde med beboere i Taastrupgaard udvikler og bygger en fysisk, fuldskala model af et “genbrugskollektiv”.
Med projektet ønsker forskerne at undersøge, om en fysisk genbrugsstation kan fungere som et ’hittegodskontor’ – et fællesrum, hvor beboerne kan finde og genfinde både fysiske genstande og ikke-materielle ressourcer som minder, følelser, relationer, uoverensstemmelser, fællesskaber og venskaber.
Projektet bygger på ideen om, at en fysisk genbrugsstation kan være mere end et sted for affaldshåndtering – det kan være et rum, hvor beboerne kan genfinde og dele ressourcer, både materielle og immaterielle. Genbrugskollektivet skal fungere som både et depot og en udstilling, hvor alle former for ressourcer i Taastrupgaard kan blive synlige og tilgængelige for fællesskabet.
Projektet er en del af det treårige kulturprojekt Kysset.
Aktiviteter:
Bygning af fuldskala-model af Genbrugskollektivet på eksisterende cementstrukturer
Undersøgelse af genbrugsstationens sociale og kulturelle potentiale
Udvikling af en fysisk samling og udstilling af fysiske og ikke-fysiske ressourcer
Involvering af Taastrupgaards beboere i projektet og deres erfaringer med genbrug og fællesskab
Hvornår: 2022 - 2023
Hvem: Lokale beboere, Forskere fra Nationalmuseet.
Samarbejdspartnere:
Nationalmuseet, Center for Sociale Bymodeller Arkitekt David Tapias Monné, Aarhus Arkitektskole Metodegruppen, Nationalmuseet






Kysset
I det tre årige projekt Kysset har Den boligsociale helhedsplan og Empathic Environments involveret beboere i Taastrupgaards udvikling gennem tre kunstprojekter sammen med Gitte Juul, SUPERFLEX og Svend Sømod og Ekkoflok. Nationalmuseets Center for Sociale Bymodeller har fulgt projekterne og udviklet Genbrugskollektivet.
Gennem de tre kunstprojekter har vi undersøgt temaer af relevans for den aktuelle omdannelsesproces med forventningen om, “at beboernes deltagelse i processen, de fælles samtaler og konkrete produkter bidrager til at udvikle en levedygtig, demokratisk og aktiv lokal kultur.” Intentionen har været at udvikle projekter, der kan få langvarig betydning i området og som inviterer interesserede indenfor.
Videndeling og formidling er indtænkt i Kysset-projektet, som en del af metodeudviklingen. Gennem seminarer, bylivsfestival, film, udstilling, workshops, hjemmesiden www.endrømomimorgen.dk og en evalueringsrapport har Den boligsociale helhedsplan og Empathic Environments løbende formidlet aktiviteter til beboere og omverdenen og samtidig skabt rum for samtale, refleksion og udvikling af idéer.
Kysset-projektet er udviklet af Den boligsociale helhedsplan i perioden 2021-2024 i samarbejde med Høje-Taastrup Billedskole, Taastrup Teater & Musikhus, Høje-Taastrup Kommune, Nationalmuseet, Arkitektskolen Aarhus, University of Berkeley og Empathic Environments. Kysset er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen.
Andre projekter
Oscillationer
Interspecies Living
Tingstedet
Taastrupgaard Bylivsfestival