Vores tilgang
Med afsæt i vores arbejde med kunst og kreativitet har vi samlet de erfaringer, relationer og indsigter, som præger vores praksis. Dem har vi formuleret i fem principper, der fungerer som pejlemærker for vores arbejde med kunst, fællesskaber og deltagelse. De hjælper os med at holde retningen, samtidig med at vi forbliver åbne over for det, der opstår i mødet mellem mennesker, steder og idéer.
Principperne
Vi sætter beboernes drømme i centrum
Vi skaber gennem fælles handling
Vi holder rum for åben deltagelse
Vi opdyrker omsorgsfuld aktivisme
Vi er bevidste om vores egen position
Vi sætter beboernes drømme i centrum
Den drivkraft, der findes i Taastrupgaard, er kilden til vores arbejde. Det boligsociale arbejde tager afsæt i beboernes liv, erfaringer og de vilkår, de lever under. Derfor møder vi området med nysgerrighed, opmærksomhed og respekt for de mennesker, der bor her. Vi prioriterer nærvær, tålmodighed og tid, fordi vi oplever, at det er gennem vedvarende relationer og tilstedeværelse, at vi opnår den dybeste forståelse af et sted og dets muligheder.
En væsentlig del af vores viden opstår, når vi er fysisk til stede sammen med beboerne i hverdagen. Vi lytter til deres fortællinger, erfaringer og ønsker og lader dem danne afsæt for vores arbejde. Samtidig bygger vores praksis på det kendskab, den erfaring og den intuition, der udvikles gennem mange møder, samarbejder og fælles oplevelser. På den måde søger vi løbende at forstå, hvad der optager beboerne, hvilke muligheder der er til stede, og hvor der kan skabes grobund for nye initiativer og fællesskaber. Vi tager afsæt i beboernes egne fortællinger og stedets historie og møder dem med både faglighed, nærvær og bevidsthed om vores egen position
Med andre ord lytter vi efter det, der er ved at tage form, og understøtter de initiativer, relationer og muligheder, der spirer i området. Når disse forbindes med omverdenen, åbnes handlemuligheder for beboernes håb og drømme. Viden opstår ikke før praksis, men i praksis. Gennem konkrete møder og fælles erfaringer mellem beboere og boligsociale medarbejdere udvikles forståelser, relationer og indsatser, som ikke kan skabes på afstand eller ved skrivebordet.
Vi holder rum for åben deltagelse
Vi ønsker at skabe rum, der muliggør forskellige måder at deltage på. Derfor skaber vi rammer, hvor livsverden og erfaringer er afsættet for deltagelse, frem for mål, produktion eller bestemte forventninger til, hvordan man skal bidrage.
Hvad der motiverer til deltagelse, er mangfoldigt og sammensat, og vi ved ikke altid, hvad der skaber resonans hos det enkelte menneske. Netop denne usikkerhed er en vigtig præmis for åbne fællesskaber. Vi tror på, at når deltagelsen ikke styres af krav om præstation eller bestemte resultater, opstår der plads til, at mennesker kan engagere sig på forskellige måder og i deres eget tempo.
Deltagelse kan være aktiv, observerende, tilbageholdende eller tavs. Der skal også være plads til at træde ind og ud af fællesskabet, til at afprøve sin deltagelse og til blot at være til stede. Når mennesker oplever sig som betydningsfulde i et fællesskab, uanset deltagelsesform, styrkes deres mod og handlekraft til at tage del på nye måder.
Derfor er vores opgave ikke kun at skabe rum, men også at holde rum. At holde rum handler om at værne om fællesskabet forbundethed og skabe betingelser, hvor forskellige behov, erfaringer, stemmer og deltagelsesformer kan eksistere side om side. Som boligsociale medarbejdere er vi derfor nysgerrigt undersøgende på de sociale rums præmisser og dynamikker, så vi bedst muligt kan understøtte deres fleksibilitet, rummelighed og mulighed for, at flere kan finde en meningsfuld måde at være med på.
Vi er bevidste om vores egen position
Vi er bevidste om vores egen position og de strukturelle og relationelle vilkår, som det boligsociale arbejde altid indgår i.
Som boligsociale medarbejdere kommer vi udefra og arbejder inden for samfundsmæssige, institutionelle og lovgivningsmæssige rammer, der er med til at forme de fællesskaber og projekter, vi skaber sammen med beboere og samarbejdspartnere. Derfor ser vi det som en etisk forpligtelse løbende at undersøge vores egen rolle og den betydning, vores tilstedeværelse, handlinger og valg har for arbejdet.
Gennem fælles refleksion over vores position, relationer og praksis udvikler vi faglig dømmekraft. Denne refleksion er ikke kun en individuel opgave, men en fælles faglig bevidsthed, som styrker vores evne til at navigere i kompleksitet, handle ansvarligt og være nærværende i mødet med beboerne. Vi ved, at denne opmærksomhed har afgørende betydning for vores relationelle arbejde, fordi tillid, samarbejde og meningsfulde fællesskaber skabes gennem bevidsthed om, hvordan vi indgår i relationer med andre.
Vi ønsker samtidig at være transparente om de vilkår, vi arbejder under. Det boligsociale arbejde rummer paradokser og dilemmaer, som ikke kan løses én gang for alle, men som må undersøges og forhandles i praksis. Derfor søger vi ikke entydige svar, men fastholder en nysgerrighed på de spændinger og spørgsmål, der opstår, både i de sociale rum og i os selv. Det er netop gennem denne refleksive praksis, at vi styrker vores dømmekraft og vores evne til at møde beboerne med åbenhed, respekt og faglig integritet.
Som boligsociale medarbejdere må vi samtidig forholde os reflekteret til vores egen position. Vi arbejder inden for lovgivningsmæssige og institutionelle rammer, som fra beboernes perspektiv kan opleves som urimelige, begrænsende eller diskriminerende. Derfor er vi bevidste om, at vi også kan blive opfattet som repræsentanter for disse systemer. Denne dobbelthed er et grundvilkår i vores arbejde og kalder på ydmyghed, selvrefleksion og en vedvarende opmærksomhed på, hvordan vi kan understøtte beboernes stemmer, handlekraft og muligheder for deltagelse.
Vi skaber gennem fælles handling
I vores boligsociale arbejde er fællesskaber ikke organiseret omkring et bestemt slutmål. De er åbne og resultatfrie rum, hvor handling, initiativer og muligheder bliver til gennem relationer og forbindelser mellem mennesker, materialer og steder.
Derved danner fællesskaberne grobund for reel handling og for, at dem, der deltager, oplever mulighed for lige deltagelse og indflydelse.
Fællesskaber er således først og fremmest sociale rum med plads til forskellighed og forbundethed, uden at funktioner og mål er styrende. Fokus flyttes fra individuelle præstationer til fælles undersøgelser af noget praktisk, kunstnerisk eller hverdagsnært. Kunsten bidrager her med særlige former for undersøgelse, hvor nysgerrighed, eksperimenter og flertydighed får plads, og hvor nye spørgsmål ofte er lige så vigtige som svarene – ja måske endda vigtigere. Netop i kraft af denne åbenhed kan forandring og transformation finde sted. Ikke som et resultat, der er fastlagt på forhånd, men som noget, der kan opstå gennem de erfaringer, relationer og handlemuligheder, der udvikler sig, når mennesker mødes og skaber noget sammen. Det afgørende er derfor ikke at styre mod en bestemt forandring, men at skabe rammer, hvor nye forbindelser, indsigter og muligheder kan vokse frem.
Vi opdyrker omsorgsfuld aktivisme
Det boligsociale arbejde udfolder sig i spændingsfeltet mellem menneskers levede liv, deres hverdagsarenaer og de samfundsmæssige strukturer og vilkår, som både skaber muligheder og sætter grænser. Derfor arbejder vi med det, vi kalder omsorgsfuld aktivisme. For os handler det om at skabe plads til refleksion, dialog, kritik og uenighed og om at understøtte beboernes muligheder for at udtrykke deres erfaringer, perspektiver og ønsker for deres eget liv boligområde.
En central ambition at skabe muligheder for, at beboere kan tage til genmæle, blive hørt og deltage aktivt i de fællesskaber og diskussioner, der vedrører deres liv. Vi ser ikke uenighed som en trussel mod fællesskabet, men som en forudsætning for levende og demokratiske fællesskaber, hvor forskellige erfaringer, interesser og perspektiver kan eksistere side om side og give form til en fælles virkelighed.
Kunsten er et afgørende redskab i dette arbejde. Netop fordi kunsten rummer utallige måder at udtrykke sig på, skaber den muligheder for at formulere erfaringer, følelser, håb, kritik og visioner, som ikke altid finder plads i mere traditionelle former for dialog. Gennem visuelle, poetiske, kropslige, omsorgsfulde og aktivistiske udtryk kan beboere sætte ord, billeder og handling på det, der optager dem, og dermed gøre deres perspektiver synlige for andre.
Omsorgsfuld aktivisme handler ikke om at fremme bestemte politiske holdninger eller særlige dagsordener. Det handler heller ikke om at positionere sig i opposition til institutionelle rammer. Derimod handler det om at skabe rum, hvor mennesker kan undersøge, udfordre og forholde sig kritisk til de vilkår, de lever under, og hvor forskellige stemmer kan komme til udtryk på egne præmisser.