AKK - Almene Kunstklubber
Taastrupgaards unge på Roskilde Festival
I Taastrupgaard arbejder vi for at bringe kunst tættere på hverdagen og skabe nye fællesskaber gennem kreative oplevelser. Som en del af AKK – Almene Kunstklubber vil vi gøre samtidskunst tilgængelig for flere mennesker og give plads til initiativer, der vokser uden for den etablerede kunstscene. Vi tror på, at kunst kan åbne døre, skabe nysgerrighed og styrke fællesskaber på tværs af forskelligheder.
Derfor har vi indgået et unikt samarbejde med Roskilde Festival, hvor vi skaber et kreativt workshopforløb for unge i Taastrupgaard. Under arbejdstitlen “Vores drømme om i morgen” mødes de unge med den professionelle kunstner Sahar Jamili, og sammen udvikler de et fælles kunstværk, som skal vises på festivalen. Projektet bygger på vores erfaringer med arbejde med kunst og kreativitet i vores indsatser, og på vores lokale ønske om, at beboerne selv får en stemme i, hvad der skabes og vises.
Forløbet handler ikke kun om kunst – det handler om at skabe et unikt ungefællesskab i Taastrupgaard. Vi ønsker at give de unge et trygt og ligeværdigt rum, hvor de kan udtrykke deres tanker, holdninger og drømme for fremtiden. Projektet motiverer dem til at være aktive medborgere, der tør tage kritisk stilling, sige deres mening og sætte ord på, hvad de ønsker for deres eget liv. Samtidig får de redskaber til at forfølge de drømme, de formulerer.
Gennem forløbet skal de unge mærke, at de rummer potentialer og muligheder – og at de begrænsninger, de kan opleve, i høj grad kan brydes, når de får støtte, fællesskab og kreative kanaler at udtrykke sig igennem. Der arbejdes løbende med gruppeprocesser og dynamikker, hvor fællesskabet mellem de unge er et bærende element i den dannelsesrejse, de gennemgår.
Workshopsene er bygget op, så de unges tanker og refleksioner kan udfolde sig frit. Der er fokus både på den enkeltes selvudvikling og på gruppens fælles vækst. Sammen med Sahar Jamili får de mulighed for at skabe noget, der både afspejler deres egne stemmer og deres fælles fortælling.
I Taastrupgaard hænger projektet tæt sammen med vores arbejde med alternative læringsformer, kreative processer og nye fællesskaber. Samarbejdet med Roskilde Festival giver de unge en unik mulighed for at se verden fra nye vinkler – og for at vise resten af landet, hvad de kan skabe sammen.
I august 2024 fik AKK – Almene Kunstklubber tildelt Bikubenfondens visionspris. Taastrupgaard var medansøger, og arbejdet med opstart af en lokal kunstklub er påbegyndt i foråret 2026.
Nyt landsdækkende og prisbelønnet initiativ rykker til Taastrup
Taastrupgaard er et af de områder, som er en del af et nyt landsdækkende netværk, AKK-Almene Kunstklubber, som foreløbigt vil organisere seks kunstklubber i almene boligområder over hele Danmark. AKK vil ikke kun præsentere kunst der, hvor mennesker bor og lever, men rykke beslutningskraft og kuratering ind i boligområderne.
I Taastrupgaard ønsker man at styrke sociale og kreative kompetencer, skabe relationer på tværs og række ud over kvarterets og kommunens grænse:
I Taastrupgaard arbejder vi med kunsten som en katalysator for social forandring - på både fysiske og sociale parametre. Fælles for de to greb er, at vi arbejder ud fra en stedsspecifik og ressourcebaseret tilgang, som tager udgangspunkt i boligområdets fysiske og menneskelige ressourcer og potentialer.
I Den boligsociale helhedsplan arbejder vi altid ud fra et beboerperspektiv for at sikre relevans og ligeværdighed i processerne, udtaler Sia Kristina Andersen, boligsocial leder, Taastrupgaard, og fortsætter:
Med etableringen af AKK i Taastrupgaard bygger vi videre på vores erfaringer med det 3-årige projekt ”Kysset” som vi afsluttede i foråret 24. Gennem 3 forskelligere kunstprojekter arbejdede vi med at styrke og udvikle ”kulturelt medborgerskab” i Taastrupgaard. Inddragelsen af beboerne i de kunstneriske processer har givet beboerne en ny stemme i deres boligområde - og på den måde styrket deres vej til at blive aktive og handlende medproducenter af kultur- og hverdagsliv i Fremtidens Taastrupgaard.
AKK- Almene kunstklubber vil over de næste måneder og år organisere nye og etablerede kunstklubber i almene boligområder i Lundtoftegade i København, Taastrup, Holstebro, Valby, Helsingør og Gellerup i Århus. Målsætningen er at skabe aktiviteter og fællesskab omkring kunsten gennem et stærkt, lokalt engagement i de almene boligområder. Indsatsen vil fremme initiativer udenfor den etablerede kunstscene og samtidig gøre samtidskunsten tilgængelig for flere – og flere forskellige – mennesker.
For mere information kontakt
Sia Andersen
Boligsocial leder Taastrupgaard
AKB Taastrup / KAB
Mobil: 2932 3204
Mail: siaan@kab-bolig.dk
Samarbejdspartnere
AKK har samlet en fælles ressource af mere end 40 danske og internationale kunstnere og kunstnergrupper, samt 14 vejledere med erfaring fra kunst, boligpolitik, socialt arbejde, almene boligområder, journalistik, foreningsliv, aktivisme, antropologi med mere, der vil bidrage med at opstarte og udvikle kunstklubberne. Blandt vejlederne er kuratorerne Louise Lassen Iversen, Til Vægs, Ulrika Flink, Konsthall C, Stockholm, og Giovanna Esposito Yussef, Museum of Impossible Form, Helsinki.
Kunstklubberne vil bryde med stigmatiseringen af de almene boligområder
AKK tror på, at kunstverdenen kan lære noget af de almene boligområders diversitet og sociale ansvarlighed, samt kultur for demokratisk organisering og inddragelse. Samtidig kan kunsten skabe nye rum for social, kulturel og politisk deltagelse i de almene boligområder og bringe nye stemmer frem.
Derfor er det også AKKs ambition, at kunsten kan medskabe fællesskaber, der understøtter boligområderne i at rykke sig fri af den stigmatisering, som områderne og beboerne indimellem pålægges af medier, politikere og meningsdannere.
Samtidig er indsatsen en undersøgelse af, hvad samtidskunst kan gøre for almene boligområder, og hvad det almene kan gøre for kunsten – gennem en løbende vidensopsamling og udfoldelse af begrebet ”almen kunst”. Følg med i udviklingen af AKK – Almene Kunstklubber her: https://www.almenekunstklubber.dk/.
Kunst i flere menneskers liv
Indsatsens nyskabelse ligger særligt i den praksis og metode, som AKK benytter til at få brudt med eksisterende barrierer, så mødet med kunst bliver nærværende i flere menneskers liv. Organisationen spejler de almene boligers demokratiske organisering, hvor de involverede kunstklubbers selvbestemmelse og deltagelse bliver afgørende for at kunsten kan gøre en forskel for flere mennesker og vores samfund.
AKK bygger bro mellem beboere, etablerede kunstinstitutioner, kommuner, civilsamfund, kunstnere, kunstformidlere, boligsociale helhedsplaner og en gruppe af erfarne vejledere, der kan bidrage med at opbygge de almene kunstklubber og skabe lokalt engagement.
Kunstklubberne vil præsentere og facilitere kunstmøder gennem udstillingsskærme, performances, lydkunst, kunstture og andre aktiviteter. Det er forventningen, at der igennem de seks kunstklubber vil foregå mere end 100 udstillingsaktiviteter i de kommende år.
Om Udstillingsprisen Vision
Det er 10. gang, at Bikubenfonden uddeler Udstillingsprisen Vision. Den gives til en nyskabende udstillingsidé, der har billedkunsten i centrum og som bidrager til at udvikle kunstfeltet og samfundet gennem nye kunstmøder. Prismodtageren gives op til fem millioner kroner.
SEKS ALMENE KUNSTKLUBBER
Til Vægs i det almene boligområde AKB København, Lundtoftegade har siden 2016 forenet kunstnerisk, kuratorisk, bypolitisk og socialt arbejde. Deres metode er udgangspunktet for det nye landsdækkende netværk af almene kunstklubber, der skal skabe forandring gennem nye møder med kunsten.
Udover Til Vægs understøtter AKK udviklingen af fem nye almene kunstklubber med udgangspunkt i eksisterende initiativer og med lokale beboere som kerneaktører. De fem nye kunstklubber er:
Taastrupgaard Kunstklub i AKB Taastrupgaard, Høje Taastrup
Holstebro Kunstklub i Trekanten, Holstebro
Folehaven Kunstklub i 3B Folehaven, Valby, København
Helsingør Kunstklub i Vapnagaard, Nøjsomhed og Nordvest, Helsingør
Gellerup Kunstklub i Brabrand Boligselskab, Århus
Der bor samlet set cirka 20.000 beboere i de boligforeninger, hvor AKK engagerer sig. Kunstklubbernes aktiviteter vil også være tilgængelige for alle andre med fokus på de omkringliggende byområder og således skabe forbindelseslinjerne mellem boligområderne og deres omverden.
Andre projekter
Skoleklar med Alfa & Omega
Tingstedets fælleshave